Fortællingen her stammer fra en mor, som havde anbragt sine sønner i en specialskole i nærheden af Paris. Moderen ønsker at være anonym, og vi har ligeledes anonymiseret skoledirektøren.
Et år er gået siden sidste forår, hvor jeg skulle kæmpe imod begge mine sønner, som var fast besluttet på at leve i udlandet, forført af deres skoledirektør, som gradvis blev til en guru.
Det hele startede med en ganske almindelig indskrivning af børnene i en alternativ skole. En skole, hvis pædagogik var bygget på multimedia- metoder, og som var berømt for at tage imod adfærdvanskelige børn fra omegnen. For nogle børn var der blot tale om indlæringsvanskeligheder, for andre var der tale om alvorligere vanskeligheder som depression, anoreksi eller andre pubertetsproblemer.
Min ældste søns problem var, at han fik grådanfald samt en slags fobi blot ved tanken om at gå i skole. Dette havde ført mig til at møde en skolepsykolog, som orienterede os om den skole. Ud over det havde flere af mine venner og andre i omegnen fået deres børn ind dér, og de fortalte om gode resultater.
Skolens pædagogik, underviser-holdets tankegang, anerkendelsen af hvert barns kreativitet og nysgerrighed førte til gode resultater til eksamen. Alt gav mig tillid til, at skolen var god: Skolepsykologen, som arbejdede på den skole og på flere andre i omegnen, mange eksempler af unge som havde ført det vidt efter at have været på skolen, den lidt anderledes struktur, som dog var godkendt af undervisningsministeriet... Ud over det kunne man se smilet og den glade udstråling hos både de unge og lærerstaben, som vi mødte under indskrivningen.
Det var først efter, at jeg mødte andre forældre, hvilket skete oftere og oftere, efter at direktøren blev fanget for socialbedrageri, at jeg fandt ud af, at de alle, lige som jeg, var spirituelt søgende mennesker. Nogle dyrkede psykoanalyse, andre buddhismen, andre var social-forskere og andre igen var blot søgende efter et ideal. Under alle omstændigheder så alle forældre ud til at arbejdede hårdt på at højne deres barns sociale niveau.
Iblandt forældrene kunne man møde kendte journalister og kendte skuespillere.
Jeg ved godt, det kan forekomme skørt, men efter at vi havde sundet os over direktørens fængsling, begyndte vi alle at starte aktioner for at forsvare ham imod omverden. Vi skrev til dommeren, kontaktede medierne, deltog i radio og fjernsynsprogrammer, som fremhævede skolens gode egenskaber og resultater, og især fortalte vi meget om vores velsammentømrede gruppe, som bestod af både forældre, lærere og børn.
Alt dette gjorde, at direktøren snart blev sat på fri fod igen. Når jeg tænker på det i dag, ved jeg at det er fra det tidspunkt, at jeg og andre forældre begyndte at acceptere handlinger og magtmisbrug, som ellers burde have forekommet mig uacceptabelt. Vi accepterede, at direktøren havde været i fængsel, at lærerne havde spillet deres løn op på casino, og at politiet forhørte os, imens de advarede os mod skolens sekteriske fremtræden, uden at vi reagerede.
Mine sønner levede mere og mere sammen med gruppen og trak mig i længere og lægere møder, så vi kunne genopbygge skolens image.
Der blev jævnligt bedt om penge, så skolens finanser kunne rettes. Det var et konstant spil for galleriet. Lærerne og direktøren testede uafbrudt vores støtte til deres sag, og vi var glade for at medvirke. Vi var mere og mere trætte, men lykkelige over at kunne lade vederfares retfærdighed til den mand, som advokaten fortalte os, var offer for justitsmord.
Lidt efter lidt kom vi til at tænke, at vi støttede en mand, som havde hjulpet vores børn i at blive stærkere, og prisen var ikke vigtig.
Mine sønner og deres venner, som kaldte sig selv "fanatikerne", barberede deres hoveder, idet de tegnede, som nogle punks nu gør, direktørens forbogstaver på deres skaldede isser. Ved juletid tømte de deres opsparing, så de kunne give ham flotte gaver. På husmuren var malet direktørens lykketal, hvilket var hans fødselsdag. Alle skolens papirer bar direktørens motto: - Jeg er blevet kaldt én gang for alle for at være den, jeg er.
Nogle forældre tog afstand fra gruppen, imens mange flere begyndte at investere sig selv mere og mere i skolen, også finansielt.
En dag fortalte direktøren, at skolen var på fallitens rand og bad os om at finde penge (2 mio. francs, ca. 2,1 mio. kroner). Nogle forædre gik med til at sælge nogle af deres ejendele, andre tog lån i banken. Hvis nogen satte spørgsmålstegn ved strukturen, blev vedkommende stort set anklaget for forræderi. Fælden var klappet, og smilene begyndte at forsvinde.
De smertefulde måneder, der fulgte med skolens finansers sammenbrud, førte til, at de fleste forældre faldt fra, og direktøren flygtede fra Frankrig. Da politiet kom for at hente ham, var han allerede over alle bjerge. Med forældrenes samtykke tog han en grupe unge med sig.
For mit vedkommende var faremomentet, da han tilbød mine børn at følge med ham, uden at han fortalte mig det. Da jeg fandt ud af det, forvandlede min blindhed sig til et stærkt ønske om at finde ud af mere om det, der var sket i den skole, så jeg kunne få reddet mine børn ud af det.
Bestemte alt
Det var sådan, jeg fandt ud af, at under dække af undervisning i filosofi og kunst blev de unges og lærernes liv styret af direktøren, som nød en grænseløs hengivenhed. Persondyrkelsen, som var yderligtgående, når man taler om direktøren, gjorde, at han bestemte alt i alles liv. Fra forhold til forældrene til parrenes sammensætning. Han tøvede ikke med at sammenføre lærere og elever, lige så snart de unge piger blev myndige.
Denne mands charme var blevet til en karisma og tillod ham en total manipulation af andre.
Da jeg ikke ville tillade, at mine børn skulle følge ham, blev jeg anklaget for at tænke på min lykke frem for mine børns.
Mine sønner tabte alt på få dage: Deres gud, deres skole, deres bedste venner, som var gået med guruen, og deres mors ubetingede kærlighed.
De kunne ikke vide, dengang, at de med det kategoriske veto fra deres moder i virkeligheden fik en større struktur i deres dagligdag. Jeg har skullet følge dem på den lange og ujævne vej, som førte tilbage til virkelighedens verden. Jeg blev nødt til at acceptere modsætningerne i det tvungne brud med skolen. Jeg accepterede og respekterede de positive ting, de har oplevet i den skole, i hvilken de er blevet til det, de er.
Et år er gået. Jeg har vundet! På trods af de stadigt følsomme ar, de har, har mine sønner organiseret deres liv uden direktøren.
Et år er gået. Direktøren, som er blevet guru, har vundet! Han lever nu i udlandet med mange unge og fortsætter, på afstand, med at forkynde sit budskab til omegnens unge igennem lærere her på stedet.
Oversat og resumeret af: Cyril Malka - Udgivet i et-sect-era 2. årg. nr. 6 - 10/03-2003.